Tiltag for det nye skoleår

Skolestart

Nyhedsbrev september 2024

Årets første skolemåned er nu gået og vi er kommet ganske fornuftigt i gang med skoleåret 24/25.

De første skoledage var virkelig hyggelige med morgenmad flere steder, flag og sang. Børnehaveklassen og Martenelles første skoledag var også utrolig gode. Der er bare noget over små forventningsfyldte mennesker med masser af sommerfugle i maven. Vi glæder os hvert år og i år var ingen undtagelse.

Vi er meget glade for, at I har taget så godt imod de beskrevne regler og rutiner, den tegnede dresscode, ugeplanerne og fraværsregistreringen. På 8. årgangs forældremøde kom spørgsmålet – er det ikke bare det vi signede op på dengang i Martenelle…og jo ganske rigtigt. Der er intet nyt – bare en visualisering og en forventningsafstemning. Vi synes faktisk også at aftalerne virker. Vi har sendt ganske få elever hjem for at klæde om på udskolingen, men til gengæld har vi haft en del samtaler på Grundskolen omkring opførsel og adfærd og det fortsætter vi ufortrødent med.

Både Fr. Helkan og Hr. Kobbernagel er blevet præsenteret som afdelingsledere på flere forældremøder og flere af jer forældre, har været i kontakt med dem enten telefonisk eller via beskeder. Vi håber, at vi har fat i alle løse ender og ellers så vent endelig ikke med at tage fat i os. Jonas i SFO har også været med til både første skoledag og forældremøder, så vi håber vi er synlige hele tiden. Det er hensigten.

Ugeplanerne bruges nu af alle. Både skoledel og SFO. Der er stadig lidt begyndervanskeligheder med ugeplanerne. Enkelte familier har henvendt sig med problematikken om, hvad der er dagens opgaver og hvad der er lektier. Vi kigger ind i, hvordan vi kan tydeliggøre det endnu mere. Fortæl os endelig, når noget ikke giver mening, eller hvis det er rigtig godt. Det sætter vi også pris på. 😀

Tak fordi så mange af jer nu selv registrerer fravær og det er ekstra godt, at I lige sender en besked, hvis I mener at registreringen er forkert. Der kan nu også allerede lave en registrering til uge42 i SFO’en. Vi har en forventning om, at det bliver endnu nemmere fra nu af. Både for jer og os.

Flere årgange har allerede holdt forældremøder og vi inviterer derfor til kontaktforældremøde når alle årgange er færdige. Årsplanerne vil være tilgængelig i Intra i løbet af september og vi minder om, at der skal bogbind omkring skolens bøger.

I næste uge tager 7. årgang til Cambridge. Det er altid fedt når lejrskolerne kommer i gang, for det betyder masser af gode oplevelser på årgangene og i år betyder det også rigtig god plads i boldburet i udskolingen. Det bruges virkelig meget hver dag og vi er glade for, at der nu er plads til leg og gøgl i udskolingen.

Vi glæder os til en godt og lærerigt skoleår.

Ledelsen