Politisk engagement til valgdebat på Køge Private Realskole

Optakt til folketingsvalget 2026

Fredag morgen summede Køge Private Realskole af politisk engagement og skarpe spørgsmål.
Vi havde fornemt besøg af Morten Dahlin (V), minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde, samt vores egen samfundsfagslærer hr. Møller (Vilhelm Møller (C)), der er folketingskandidat i Sjællands Storkreds.
Med kun få dage til folketingsvalget fik vores ældste elever mulighed for at gå politikerne på klingen om emner, der fylder i deres hverdag og fremtid.
Sandra fra 9. klasse styrede slagets gang og fik os sikkert igennem de store spørgsmål:
  • Fremtidens skolepolitik. Hvordan sikrer vi de bedste rammer for læring?
  • Karakterpres og trivsel. Hvordan skaber vi en mere hensigtsmæssig præstationskultur?
  • Niveaudeling. Er det vejen frem for en stærkere skole?
  • Inklusion. Hvordan sikrer vi, at vi ikke taber elever med specielle behov?
Det er en vigtig del af vores dannelsesopgave på KPR at give eleverne en stemme i det levende demokrati.
Tak til Morten og hr. Møller for at lytte og gå i øjenhøjde med den næste generation af vælgere.
Rigtig godt valg til alle!
De bedste hilsner
Fru Meldgaard